Vi måler radioaktivitet

Radioaktivitet blev opdaget i Paris i 1896 af franskmanden Becquerel. Flere af de første videnskabsmænd, der arbejde med radioaktivitet blev syge og døde. De havde ingen mulighed for at måle styrken af de farlige stråler.

Der blev brug for et apparat, som kan påvise strålerne. Så tidligt som i 1908 lavede den tyske fysiker Hans Geiger et instrument, der kunne måle alfa-stråler. I 1928 forbedrede Walther Müller udstyret, som derfor kom til at hedde en geiger-müller-tæller.

Geiger-tælleren

En geiger-tæller består af et GM-rør og en tæller. Herunder ses en tegning, hvor en strømkilde er tilsluttet, så rørets væg er negativ (katode) og en metaltråd i midten er positiv (anode).

Den radioaktive stråling kommer ind i røret fra venstre. I vinduet er der en tynd membran ind til kammeret, hvor der er et let undertryk (vacuum). Når en alfa-, beta- eller gammastråle rammer et atom inde i røret, slås der en elektron løs, og atomet bliver til en ion. Elektronen tiltrækkes af den positivt ladede metaltråd midt i røret, og ionen går ud mod væggen. Dette skaber et lille elektrisk stød, som tælleren opfanger.