Pouls kamp mod alkohol

- fra handikappet af øl til rask og fri

Efter 5 år med et stigende ølforbrug var jeg endt på gaden. For 2. gang var jeg blevet sat ud af en lejlighed. I flere måneder opholdt jeg mig i vores musik øvelokale og her havde jeg adgang til en bar. Jeg var medlem af foreningens bestyrelse og havde tilbudt at sørge for forsyningerne i køleskabet. "Ræven vogter høns". Jeg fik ikke taget mig sammen til andet, end at fylde køleskabet op og hjælpe til med at tømme det igen. Fast føde var en sjældenhed i den periode og kroppen reagerede selvfølgeligt.

Først fik jeg nervebetændelse i benene, hvilket gjorde mig stærkt handicappet. Mine venner skiftedes til at køre mig til lægen 3 gange om ugen for at få indsprøjtninger. Det hjalp på mobiliteten, men jeg trodsede lægens forbud mod at drikke. Så gik de indre organer i strejke og væske begyndte at løbe ud i bughulen og videre rundt i hele kroppen, så jeg til sidst lignede en ballonmand. Efter min vægt har jeg regnet mig frem til, at 30 - 35 liter væske skvulpede rundt udenfor det almindelige system.

En af vennerne spurgte mig en dag, om jeg ikke kunne tænke mig at få et værelse på et forsorgshjem. Han havde talt med hjemmet, og der var en ledig plads. Jeg måtte jo erkende, at jeg havde brug for hjælp, så jeg kørte med ham derop sammen med den pose tøj jeg ejede. Næste dags morgen fik jeg besøg af sygeplejersken og hun fik mig straks indlagt på akut medicinsk afdeling. Her var jeg indlagt ca. 1 uge og gennemgik forskellige undersøgelser. Lægen, der udskrev mig, sagde, at jeg kunne overleve, hvis jeg holdt mig fra alkoholen, og jeg burde ikke begynde at eksperimentere med, hvor meget jeg kunne tåle. Leveren var meget medtaget, men fungerede stadigvæk.

Jeg kom tilbage til forsorgshjemmet og begyndte langsom at komme til kræfter igen. Sygeplejersken syntes at jeg skulle begynde på terapi hos en alkoholterapeut. Det var et gratis tilbud om hjælp, og da jeg vidste, at jeg befandt mig i en eksistentiel kriseperiode, indvilligede jeg selvfølgelig i, at benytte mig af tilbudet for, om muligt, at finde roden til mine problemer.

Men jeg var ikke motiveret, da jeg det første år besøgte terapeuten. Jeg kunne ikke selv finde forklaringen på mine problemer. Dog mente jeg, at jeg, - på trods af, at sygeplejersken, der henviste mig til terapien, omtalte mig som alkoholiker, - ikke var alkoholiker, men at problemet skulle findes et helt andet sted. Jeg udtrykte det bare ikke overfor nogle, da jeg skammede mig over den situation, jeg havde bragt mig selv ud i.

Hos terapeuten snakkede jeg om – jeg ved faktisk ikke hvad, men efter 3 – 4 besøg mente hun ikke, at jeg havde behov for at komme mere. Da var jeg allerede så småt begyndt at drikke igen. Når jeg cyklede mine lange ture medbragte jeg altid øller, men drak mig dog ikke beruset, da jeg rent faktisk aldrig har brudt mig om, at blive beruset og uden kontrol over mig selv.

Da jeg første gang flyttede fra Forsorgshjemmet og ud i egen lejlighed, gik det galt igen. Jeg havde fået en sofa og 2 stole, andet havde jeg ikke fået købt og jeg var slet ikke klar til at være alene og uden opsyn. Jeg begyndte at drikke igen uden at få noget ordentlig at spise og jeg endte faktisk i musiklokalet igen. Tæt ved bajerne. Min cykel var punkteret og jeg kunne ikke komme hjem. Ja, det var faktisk den undskyldning, jeg brugte overfor mig selv.

Der opholdt jeg mig i ca. 3 mdr. indtil min forhen- og nuværende Boss kontaktede mig, for at høre, om han skulle iværksætte noget, for at hjælpe mig i gang igen. Han tilbød mig et arbejde på hans projektkontor, når jeg var klar til det. Jeg takkede og bad ham selvfølgeligt om, at gøre noget. 2 dage efter stillede 2 gutter op i øvelokalet. De fortalte om, hvad de havde gennemlevet og var kommet igennem og ud af, og spurgte om de skulle komme og hente mig den efterfølgende morgen, for at køre med mig til et uforpligtende møde med AA (Anonyme Alkoholikere). Jeg kunne bare være passiv iagttager, hvis jeg ønskede det, men havde taleret, hvis jeg ønskede at sige noget, når talerunden kom til mig. Jeg tog med til mødet, og begyndte at tale, da turen kom til mig.

Jeg blev helt overrasket over mig selv. Her sad jeg blandt fremmede mennesker og fremlagde ting fra mit indre. Noget ingen andre havde hørt. Jeg fik noget materiale med hjem og læste det grundigt igennem og deltog derefter på de efterfølgende møder. En proces var i gang.

Peter (min boss) kom et par dage senere og spurgte mig, om jeg var klar til at komme i gang og vi kørte hjem i min lejlighed efter noget tøj og toiletgrejer og derefter blev jeg atter indskrevet på Forsorgshjemmet og samme dag indlagt på akut medicinsk afdeling. Igen.

Efter 4 dage kom jeg tilbage på Forsorgshjemmet og fik et værelse. Jeg beholdt min lejlighed, idet min socialrådgiver sagde, at den ene af mine huslejer kunne jeg få betalt for et kort tidsrum. Senere hjalp en af sygeplejerskerne mig med transport så jeg kunne få købt noget indbo.

Jeg begyndte hos terapeuten igen og vi havde nogle meget udbytterige samtaler indenfor kort tid, da hun også gerne ville kende mig lidt bedre, for at kunne rådgive bedst muligt. Jeg lærte utroligt meget om mig selv på kort tid. Noget som jeg jo egentlig godt vidste! Jeg prøvede 2 forskellige andre tilbud ganske kort, men det, der bragte mig frem til løsningen på mine problemer, har været møderne i AA, der er en ikke – religiøs gruppe, der dog bruger Gud som et begreb og oplæser "DE 12 TRIN" og andre bønnelignende tekster. Samtidig gik jeg til terapi, hvorunder jeg tvang mig til, at vende vrangen ud på mig selv. Alt dette havde fået min sløvede hjerne i omdrejninger igen. Jeg havde også holdt den fri for alkohol i flere måneder, idet jeg havde udnævnt mig selv til direktør for den kemiske fabrik, fordøjelsessystemet, som skal fodres med ordentlige råvarer.

Jeg fandt v. h. af terapi- redskaberne og samtalerne ud af mit problem. Jeg havde ikke levet i harmoni med Gud, der nu hjælper mig dagligt. Jeg købte en Bibel i en genbrugsbutik og begyndte at studere skrifterne.

Ved en konsultation hos lægen, sagde han, at det var et mirakel, at jeg er i live endnu. Han ville ikke have væddet 1 Kr. på, at jeg ville have overlevet mit misbrug. Jeg havde givet mig selv valget mellem, at være en død nar eller en levende klovn, og jeg takker Gud for, at han giver mig kraft til at være en levende klovn.

Med venlig hilsen
Poul Jeppe Hagde