­

Lær at bruge en vægt

Vi skal lære at bruge vores vægt i laboratoriet. De kan se meget forskellige ud. Her til højre ses en af de gode, som kan måle med en nøjagtighed på 0,01g.

Vær forsigtig med vægten; den er sårbar.

Lær at nulstille en vægt

Prøv at veje et bægerglas. Prøv at nulstille vægten, så du kan måle vægten af det, du kommer i glasset.

Find selv på nogle ting, du vil kende vægten af.
Hvad vejer din mobil?
Vej evt. nogle madvarer og find ud af, hvor meget energi, der er i dem.
Find hjælp i en ernæringstabel.

Ståluld kan brænde

Ståluld er lavet af jern. Og jern kan jo ikke brænde. Jo, ståluld er så findelt, at det kan tændes med en lighter.

Lav en lille bakke af aluminiumsfolie og læg den på en laboratorievægt. Man kan også bruge en stor petriskål.

Tag en portion ståluld, 8-10 g.

Find en lighter frem og antænd.

Sluk lyset i lokalet. Så er det flottere.

Hvad vil ske med vægten af stålulden, når den er brændt af . . .

  • Vil den veje mindre?
  • Veje det samme?
  • Vil den tage på i vægt?

Der bruges ilt ved en forbrænding. Luftens ilt går sammen med jernet og danner jernoxid. Det er et helt andet stof med helt andre egenskaber. Det afbrændte ståluld er slet ikke så stærk mere.

Her er formlen . . . 

               4 Fe + 3 O2   >   2 Fe2O3 + varme

Bemærk: For år tilbage kom vores ståluld fra Norge.  
På pakken ser det ud, som om det er troldehår.  
Om natten går nordmænd ud og klipper troldene.  
Det er dog kun et rygte!  

Fjedre til kraftmåling

Man kan også måle og veje med fjedre. De kan bruges som vægte og som kraftmålere. Kræfter måles i Newton.

 

­