­

Energiforbrug igennem 130 år

Arbejderboligerne på Industrimuseet i Horsens blev besøgt i januar 2010.
Her efter Covid 19 er der sket store ændringer, og der er kommet nye historier om arbejderne i Horsens.
   

   
Danmarks Industrimuseum i Horsens har opkøbt to opgange i den nærliggende gade. Der er nu indrettet seks arbejderboliger fra 1880 frem til i dag. Her er der både tale om ægte kulturarv og museum, for de to opgange har været beboet af arbejderfamilier, og museet har gjort et stort arbejde i at finde ud af, hvem der har boet i huset.

Vi besøger disse lejligheder, hvor vi skal se, hvordan opvarmning, lys og energiforbrug har udviklet sig de seneste 130 år. Meget kort kan det siges, at energiforbruget er steget voldsomt. Vore hjem er blevet mere behagelige og sundere, men det kedelige er, at vi bruger meget mere energi i dag end for 100 år siden.

1880

De levede et enkelt liv i 1880. Mange var fattige, og det ser man med det samme, når man kommer ind i stuen.

Petroleumslampen hænger over bordet, og opvarmningen sker ved kul og koks.

Væggene er malet med limfarve, og gulvet er træplanker. Ingen tæpper eller malerier. Underholdningen bestod i nogle enkle bøger.

   

Komfuret i køkkenet er af støbejern. Man opvarmede vand i en lille beholder bag ved kogepladserne. Der blev fyret med træ og kul i den øverste låge til venstre. Den store låge til højre er ovnen. Der er sikkert bagt mange gode brød i den ovn.

Komfuret havde den fordel, at når der var ild i den, så blev køkkenet også opvarmet.

   

I kælderen blev der vasket tøj i denne originale gruekedel. Tøjet blev kogt for at dræbe lus og andet utøj.

Vaskemaskinen bestod af et vaskebræt til håndkraft. Det var energirigtige tider dengang.

   

1920

Levestandarden blev noget bedre i tiden frem mod 1920. Arbejderen i denne lejlighed var faglært og tjente flere penge.

De første elektricitetsværker kom og leverede strøm i byerne. Der kom rigtige vandhaner og bygas.

 
   
Stuen er pæn og smuk med rigtig tapet, gardiner og tæppe. Det lignede lidt på de riges hjem.
   

Moderen i hjemmet var måske syerske og tjente lidt på at sy på symaskinen i soveværelset.

Industrien i Horsens bestod bl.a. af et jernstøberi, hvor man lavede symaskiner af mærket Stallknecht.

   

Tallerkenrækken pynter her i det enkle køkken. Heldigvis er der kommet rindende vand. Ude på landet gik der flere årtier inden der kom vandhaner. Man måtte hente vandet i gården.

   

Kasper og Simon besøger her lejligheden fra 1920 og bemærker følgende:

Lys: Elpærer, få stikkontakter
Varme: Koks og kul
Køkken: Gasovn og komfur

   

1930

Husassistenten boede her under simple forhold i tiden op til 2. verdenskrig. Der var en Petromax til opvarmning, men vinduerne var utætte, så der var sikkert koldt om morgenen.

Dette værelse står i skærende kontrast til ungdomshybelen fra 1998. Tænk hvis den unge kvinde her kunne have besøgt den unge mand i den anden opgang 70 år frem i tiden.

   

Det lille hus i haven. Det var koldt om vinteren, når man skulle . . .

   

1950

I næste opgang på Villavej 51 bor en ung smedefamilie i stueetagen. Manden var aktiv i både fagforening og politik. Hans kone havde sikkert job i et af de nye supermarkeder.

Lønnen var omkring 5 kroner i timen, og på skemaet til højre kan man se lidt om priserne i 50'erne. Bemærk de 48 timers arbejdsuge.

   

Maria og Kitta er kommet på besøg i lejligheden fra 50'erne. De bemærkerfølgende:

Elektrisk lys, radiator, B&O radio, større kulfyr, tapet, vandhane, gasovn, gaskomfur, barbermaskine og køleskab.

   

Køkkenet er rimeligt godt indrettet, dog bemærker man, at plastik ikke findes her.

   

Der er ikke noget egentligt komfur, men nogle gasapparater og en gasovn. Her ser det ud til, at der er tale om flaskegas.

   

Inde i soveværelset sover far. Han er nemlig skifteholdsarbejder, er på arbejde om natten og sover om dagen.

   

I stuen er der kommet en bedre ovn til koks, kul og brænde. Det er en såkaldt rundtræksovn, som udnytter energien rigtig godt.

   

1970

Christine og Line besøger familien ovenpå, og vi er nået til 70'erne. I stuen er der elektriske dimser som fjernsyn, telefon med drejeskive, nyere radio, radiator, mere lys.

Bemærk det rødbrune teaktræ, som var meget moderne dengang.
 

   

Der er elementkøkken fra Dansk Køkkenelementfabrik i Horsens. Her er der:

Moderne vandhane, gaskomfur, elektrisk støvsuger, emhætte, køleskab, vægt, elpisker, toaster.

Det gamle spisekammer er indrettet som toilet med WC, barbermaskine, vask.

Udenfor: Ringeklokke.

   

Soveværelse: Skrivemaskine, strygejern, vækkeur, radiator.

   

1998

Tobias og Daniel kigger ind i et værelse, hvor man kan forestille sig, at en ung mand bor.

Der er rod og ting overalt. Han sover på gulvet. Der er PC, lamper, stereoanlæg og fjernsyn. Der er centralvarme.

   

Den unge mand lever på nogle områder primitivt; der er ikke noget køkken, ingen seng intet garderobeskab.

Han lever også med et stort energiforbrug, idet computer og TV stort set altid er tændt.

   

Efter besøget i arbejderboligerne kigger vi ned i en specialudstilling om energi. Her holder en ny bil, som kan køre på biogas udvundet af raps.

Vi bruger meget energi i dag, og derfor forsøger med nye energiformer.

Arbejderboligerne på Industrimuseet i Horsens blev besøgt i januar 2010.

­