
Spindelvæv er lavet af protein
Dansk forskning kan nu afsløre, at spindelvæv er lavet af protein. Det begynder med en flydende masse inde i edderkoppen, og så ændrer det pH-værdi, når det kommer ud som en fin, stærk tråd.
Mange beundrer et spindelvæv og synes, at det er spændende. Biologer og kemikere har i årevis prøvet at finde ud af, hvordan edderkoppen laver sine fine tråde. Hvad er det, der sker inde i kroppen på en edderkop?Daniel Otzen, professor i nanobioteknologi ved iNANO og Molekylærbiologi og Genetik ved Aarhus Universitet, har nu, sammen med udenlandske forskere, fundet ud af, hvordan denne proces forløber. Han er begejstret over at have været med til at løse det komplekse mysterium.
»Edderkoppen producerer et produkt, der er stærkere end stål, ved hjælp af et flydende stof den bevarer i sin krop. Det er egentlig ret fantastisk og viser, hvor fascinerende naturen virker,« siger han.
Fra sirup til spindelvæv
En edderkop har en silkekirtel, hvori der er en flydende sirup-agtig masse, der hovedsageligt består af proteiner. Massen kommer ud i spindelvorten, der er placeret på bagkroppen af edderkoppen. På mindre end et sekund skydes massen ud og bliver til en tråd.
De kloge forskere har fundet ud af, at den flydende sirup og den færdige tråd ikke har samme pH-værdi. Tråden er mere sur, altså en lavere pH-værdi. Det færdige spind indholder flere brint-ioner, som er med til at holde massen sammen. »Når nogle af proteinerne i massen optager protonerne, bliver proteinerne positivt ladede. Det gør dem så at sige 'bindingsparate' med de andre proteiner. Hvert protein finder derfor en 'dansepartner', de kan bindes sammen med. Derfor bliver det flydende stof fast, og derfor bliver den siruplignende masse til færdigt spind,« siger han.
Edderkopper bruger også spindelvæv til sikkerhedsliner og til at pakke mad og æg ind i.
Denne side er en forkortet udgave af en artikel på videnskab.dk fra februar 2014.
Klik på dette link . . .
http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/sadan-laver-edderkoppen-sit-spind