Geigertælleren

Vi kan ikke føle, se eller høre radioaktivitet. Derfor må vi bruge en apparat, som kan påvise strålerne. Så tidligt som i 1908 lavede den tyske fysiker Hans Geiger et instrument, der kunne måle alfa-stråler. I 1928 forbedrede Walther Müller udstyret, som derfor kom til at hedde en geiger-müller-tæller.

Sådan virker den

En geiger-tæller består af et GM-rør og en tæller. Herunder ses en tegning, hvor en strømkilde er tilsluttet, så rørets væg er negativ (katode) og en metaltråd i midten er positiv (anode).

Den radioaktive stråling kommer ind i røret fra venstre. I vinduet er der en tynd membran ind til kammeret, hvor der er et let undertryk (vacuum). Når en alfa-, beta- eller gammastråle rammer et atom inde i røret, slås der en elektron løs, og atomet bliver til en ion. Elektronen tiltrækkes af den positivt ladede metaltråd midt i røret, og ionen går ud mod væggen. Dette skaber et lille elektrisk stød, som tælleren opfanger.